Hjemmearbejdsplads

Corona har fået mange danskere til at arbejde hjemmefra.

Det stiller større krav til hjemmearbejdspladsen, da den er blevet basen fremfor en arbejdsplads, man anvender få timer om ugen.

Vi oplever også, at flere får problemer som følger af hjemmearbejdspladsen.

Dels problemer med fysikken såsom ondt i skulder og nakke og dels problemer med det psykiske arbejdsmiljø.

Det er derfor vigtigt, at hjemmearbejdspladsen blandt andet er indrettet og fungerer, så den passer til den enkelte og dermed ikke giver smerter.  Du kan læse mere om indretning af arbejdspladsen her.

Det er også vigtigt at variere sine arbejdsstillinger og gerne lave nogle øvelser.  Du kan læse mere om motion på arbejdspladsen her. Vi har også lagt en video på vores YouTube-kanal. Her får du en øvelse, der også giver mental variation. Du finder videoen her.

Endelig er det psykiske arbejdsmiljø, herunder kontakten til kollegerne/chefen, afgørende for din trivsel.

Arbejdstilsynet har listet følgende gode coronaråd til arbejdsgivere omkring det psykiske arbejdsmiljø og hjemmearbejdspladsen: 

  • Vær løbende i dialog med dine ansatte via telefon, chat, videomøde og lignende, og hold dem orienterede om, hvad der sker på tværs af kontoret eller andre steder i organisationen
  • Kommuniker klart og tydeligt, så de ansatte har klare mål at rette sig efter
  • Vær opmærksom på, at alle ansatte er forskellige og har forskellige behov i forskellige situationer
  • Vær opmærksom på, at de ansatte får den støtte og feedback, de har brug for i det daglige arbejde
  • Tal om trivsel med den enkelte ansatte
  • Hjælp de ansatte med at sætte grænsen mellem arbejde og fritid

Arbejdstilsynet har i øvrigt udarbejdet en side med en lang række typiske spørgsmål omkring hjemmearbejde og corona og Arbejdstilsynets svar. Du finder siden her.