PRESSEMEDDELELSE: Corona betyder ændringer hos Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest

Pandemien har ramt mange virksomheder på omsætningen. Også Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest har mistet en del af sin omsætning det seneste år og tilpasser derfor organisationen. Konkret er det direktørstillingen der ændres.

’Selvom vi kan se mange gode tegn på, at forholdene er ved at vende, så er vi nødt til at tilpasse vores organisation, så vi øger vores chance for at komme godt ud på den anden side af pandemien’, forklarer bestyrelsesformand Hanne Majdecki.

Hun oplyser videre, at bestyrelsen derfor har valgt at opsige den nuværende direktør Thomas Rosenkrands. Hun understreger, at opsigelsen alene skyldes den økonomiske situation.

Dermed går selskabet tilbage til den ledelsesstruktur man have før 2019.

Thomas Rosenkrands udtaler selv, at han er ked af opsigelsen, og at han håber, at bestyrelsen på denne måde sikrer, at Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest også kan levere kompetent, lokal arbejdsmiljørådgivning i de næste mange år.

Når den nuværende direktør fratræder, vil bestyrelsens næstformand, Jan Riis Bovbjerg blive konstitueret i stillingen.